Når vi starter på den personlige udvikling kan vi være tilbøjelige
til at ville fremskynde processerne mest muligt. Dette er imidlertid ikke altid
muligt, da der er mange ydre forhold som spiller ind. En fremskyndelse kan også
give bagslag - et godt ord siger i denne forbindelse: "Kommer tid kommer råd".
Samspil med omgivelserne.
En af de væsentligste faktorer vi kæmper imod er vore omgivelser. Vi kan ikke
som enkeltindivider melde os ud for at køre vores eget løb. Vi kan ikke klare
os uden gensidige påvirkninger og tilretninger. Det er ikke muligt. Alene ville vi ikke
kunne udvikle os. Hvad der derfor kan blive et resultat af vores indre søgen er, at vi
tilsyneladende kommer til at stå i stampe efter perioder hvor vi udvikler os kraftigt.
Fordi vore omgivelser ikke kan følge med.
Sådan ser det i alt fald ud. Men i praksis viser det sig, at der i vore stille perioder kan
ske omrokeringer på vore indre planer. Vi er blot ikke altid i stand til at se disse, før
rokaden er gennemført. Det kan også være, at de beslutninger vi tager, gør at andre forhold
skal rettes til i vore omgivelser, før vi kan bevæge os ad den valgte vej.
Fordi vi indgår i et gensidigt samspil med vore omgivelser, er muligheden selvfølgelig tilstede
at vi bliver låst fast i vore forhold af andres beslutninger. Eller at vi låser andre fast
som følge af vores beslutninger eller mangel på samme. Vi kan derfor ikke i vores
gensidige udvikling arbejde hurtigere end den der skal bruge mest tid på sine overvejelser.
At nogle gør tingene hurtigere end andre, betyder imidlertid ikke at de er dygtigere. Det
kan lige så godt betyde at de ikke har overvejet sagen så grundigt. Begge muligheder er
tilstede.
Under alle omstændigheder kommer den mest harmoniske løsning altid af sig selv. Vi skal blot
lære at bruge de muligheder, der byder sig - når og hvis de byder sig. Hvad der er muligt idag er
nemlig ikke nødvendigvis muligt imorgen. Imorgen kan det være at en anden løsning skal
bruges - eller slet ingen.
Lev i nuet, vær i nuet og brug de muligheder dette giver.