Et gammelt ord siger: "Menneske kend dig selv", og jeg må sande, at denne
sætning er korrekt. Såfremt vi når ind til vores egen indre kerne, og vedkender
os den med alle de kvaliteter den besidder, så er vi godt hjulpne på vores vej fremad.
Den væsentligste faktor på dette punkt er at blive bevidst om, hvor der er tale om tanker,
følelser og handlinger som udspringer af vores EGO. Alternativt hvor der er tale om rendyrket
kærlighed. Har EGO'et større magt, end du havde forventet?
Dyrk dine stærke sider.
Fat derfor pen og papir og noter dig alle de sider af dig selv, som du godt
kan lide. Vær med dig selv bevidst om, hvor og hvornår du gør noget godt for andre
mennesker. Hvornår din væremåde er prisværdig i forhold til dig selv og til din omverden.
Vær også opmærksom på, om du vil kunne gøre de ting bedre, som du er god til. Vær ærlig!
Lad være med at farve verden grøn, hvis den er rød. Se ærligt på dine stærke, positive sider
og lad være med at overdrive. Lad også være med at fremhæve dine stærke sider overfor andre
mennesker. Netop her er det vigtigt at tie istedet for at tale! Øv dig istedet i at gøre
det bedre og sol dig i deres ros af din væremåde. Vær
ærlig i din bedømmelse af dig selv og opøv dine stærke sider til at blive stadigt bedre.
Kend dine svage sider.
Fat igen pen og papir. Denne gang skal du notere de ting for dig selv, som
du selv gør mod andre, men som du ikke ville bryde dig om, at andre mennesker gjorde mod
dig. Vær ærlig! Hvornår blander du dig i andre menneskers liv? Hvornår siger du noget, som
andre mennesker tager fortrydeligt op? Hvornår åbner du munden for at sige noget, men hvor
du hellere burde tie stille? Snakker du bare for snakkens skyld? Var der ikke også en gang,
hvor du tog lidt mere end du skulle have gjort - fordi du var grådig? Hav dine svage sider
i tankerne, når du føler andre mennesker gør dig ondt. Er der ikke en sammenhæng -
et spejlbillede? Lad være med at gå i spåner, hvis du føler du har mange svage sider. Du kan
bearbejde dem hen ad vejen. Fremfor alt - vær tålmodig. Rom bliver ikke brygget på een dag!